15-årigt stortalent fra Roskilde vinder fire guld i badminton

I badmintonturneringen vandt den blot 15-årige badmintonspiller fra Roskilde guld i både U17-rækken og U19-rækken, og han tog ligeledes sejren i herredouble sammen med sin makker Viktor Bergmann Verhelst i begge rækker. Således kunne William Haurholm-Rasmussen hænge fire guldmedaljer om halsen, og han var meget tilfreds efter turneringen.
”Det betyder rigtig meget. Jeg har været med en del gange, godt nok på seniorniveau, men også i ungdomsrækkerne har jeg ikke vundet noget endnu, og jeg er rigtig glad for endelig at kunne vinde – endda fire guldmedaljer i U17 og U19, siger han.
Det er første gang, at European Deaf Youth Games finder sted, og det kan sammenlignes med et europæisk ungdoms-OL for døve. Der var konkurrencer i ni sportsgrene, heriblandt badminton. Ikke overraskende var badminton-landstræneren i Dansk Døve-Idrætsforbund, Tommy Rasmussen, glad for de gode resultater.
”Jeg er selvfølgelig stolt af drengene. Det er gået over alt forventning. Målsætningen var 2-3 medaljer, men jeg var måske en lille smule pessimistisk. William er lige ved at blive lidt stresset i U19-finalen, men han får fokuseret sit spil og hevet den hjem, siger Tommy Rasmussen.
I U19-finalen besejrede William Haurholm-Rasmussen en cypriotisk modstander i tre sæt med 20-22, 21-19, 21-12.
European Deaf Youth Games er en officiel international sportsbegivenhed for unge mellem 14 og 18 år og er tænkt som et springbræt for atleter med høretab til eksempel Deaflympics, der er døves pendant til OL. Det næste European Deaf Youth Games finder efter planen sted i 2028 i Tyrkiet.
Fakta om European Deaf Youth Games (EDYG):
Arrangør: Den europæiske døvesportsorganisation, EDSO.
Sted: Hannover, Tyskland.
Tid: 15.-23. august.
Sportsgrene: Atletik, badminton, beachvolley, basketball, futsal, orienteringsløb, svømning, tennis og bordtennis.
Deltagende lande: Belgien, Cypern, Danmark, Estland, Grækenland, Island, Irland, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Holland, Polen, Slovenien, Schweiz, Slovakiet, Schweiz, Storbritannien, Sverige, Tyskland, Tjekkiet, Tyrkiet, Ukraine, Østrig, Ungarn.






Accepter kun nødvendige cookies